Diagnosernes tyranni
I vores moderne samfund er antallet af diagnoser steget proportionalt med medicinindustriens antal af nye mediciner. Der er flere diagnoser end der er faktiske sygdomme. De forskellige manifestationer- også kaldet symptomer – bliver brugt til at udvikle nye diagnoser på eksisterende eller ikkeeksisterende sygdomme.
For nogen kan det være rart at få stillet en diagnose, hvis man ikke selv ved hvad der er i vejen. Men hvad sker der hvis diagnosen ikke er rigtig, eller misvisende? Så slår behandlingen også fejl og kan i værste tilfælde forværre situationen for personen. Specielt hvis man er blevet medicineret for en tilstand som ikke er en sygdom.
F.eks. er sorg ikke nødvendigvis et symptom på depression. Det kan være en naturlig manifestation af at man har mistet nogen. Denne sorg skal ikke behandles med medicin.
Ordblindhed er ikke en sygdom, men en manifestation af læsevanskeligheder. Læsevanskeligheder kan forstås ud fra de følgende årsager.
1) Misforståelse af ord eller ikke-forståelse af ord og symboler.
2) Mangel på “masse” (dette kunne forklares ved, at eleven ikke har de genstande i nærheden af sig, som teksten omhandler – teksten er for teoretisk – “det er bare ord”.
3) Sværhedsgraden er for høj for personen. Dette indbefatter, at eleven har
“huller” i den viden, som er en forudsætning for at forstå senere emner.
4) Manglende evne til at høre, bruge og sammensætte sproglydene.
5) Påvirkning fra tidligere, dårlige (traumatiske etc.) hændelser. Dette kan og skal underviseren på FEGU ikke gøre noget ved, men ved at udstråle, at han eller hun holder af eleven samt opretholde god styring af indlæringen, kan en sådan påvirkning minimeres.
Hver af disse kategorier (som godt kan have flere underkategorier) har alle forskellige tydelige fysiske så vel som psykiske manifestationer. Ved at finde de rigtige årsager, forsvinder eller reduceres læsevanskelighederne.
Skriv et svar