Jeg hørte aldrig ordet ’ansvar’ på mit lærerseminarium. Her vil jeg fortælle, hvordan det kan være, samt hastigt skitsere hvad der er sket. Med i ligningen er udgiften til offentlige og private grundskoler på ca. 63 milliarder kroner årligt (2020) .
For at vende udviklingen skal der sluges en masse kameler, og man skal turde indrømme, at man har taget fejl.
Et større vendepunkt var i tresserne, da den gamle akademiske verden og paradigme blev overtaget af psykologerne og deres ideer. Før det lærte eleverne i det store og hele at læse, og der var rimelig ro i klassen for læreren at undervise i.
Sat på spidsen var det de første psykologers udgangspunkt, selv om de nok ikke er meget for at indrømme det, at børn er en slags dyreunger, og derfor skal undervisningen leges ind, da man ikke kan dressere dyr med tvang og trussel. En vigtig ting var her, at det rutinemæssige , ’kedelige’ skolearbejde blev der skåret ned på og erstattet af lærebøger med meget afvekslende stof, hvor man flyver fra det ene emne til det andet , for ikke at kede eleverne, men uden at indlære en ny ting til bunds.
Ansvar? Det der blev hældt ud med badevandet var begreber fra det gamle, akademiske paradigme som netop ansvar, fordybelse, tålmodighed, udholdenhed, dannelse, flid, menneskets sammenhæng med naturen, livskraft, filosofi og spiritualitet for at give nogle eksempler. De græske og romerske fortællinger sætter fokus på mennesket som skabende og handlekraftige, der udretter store ting, hvorimod der i psykologien fokuseres på hvor forfærdeligt vi har det, offerkulturen, hvorfor grunden er lagt til det behandlersamfund, vi lever i, i dag. Dette ses tydeligt i skolen, hvor det voksende antal diagnostiserede åbner op for hjælp eller økonomisk støtte.
Hvad gør vi så ved det? Én helt grundlæggende ændring vil være, at en elev først går videre til næste emne, når han eller hun har lært og kan bruge det pågældende stof. Jamen det vil skabe ulighed, ikke? Nogle vil selvfølgelig komme meget hurtigere igennem end andre, men vi er ikke ens (men skal have lige muligheder). På denne måde vil tilfredsheden med at gå i skole og kunne noget ville vokse meget. Dette ville kræve virkelig undervisningsdifferentiering med brug af gode ordbøger, tilrettelagt på elevernes niveau samt undervisningsmateriale i børnehøjde uden den store mængde af svært forståelige ord, der gennemsyrer for mange materialer. Alt fagligt skal kunne forklares. – Undervisningsministeriet må så erkende og leve med, at ikke alle når lige langt på undervisningsstigen. Til gengæld står det så ikke med det problem, at elevernes ’undervisningsstiger’ mangler en masse trin.
Dette skal holdes op imod situationen i dag, hvor de fleste elever får et afgangsbevis med middelmådigt udbytte af undervisningen, hvoraf en stor del af eleverne endog er dårlige læsere. Dette skaber faktisk ulighed så det batter, da de ”svages” selvtillid vil ligge et meget lille sted i forhold til den gruppe, der altid klarer sig igennem.
Et yderligere tiltag ville være at hente ekspertise til undervisningsdifferentiering i klasserne, som den blandt andet praktiseres på Kildeskolen i Valby og Amager internationale skole med glimrende resultater.
Et helt andet punkt til at begrænse antallet af diagnosticerede er at interessere sig for de mange videnskabelige rapporter, der foreligger om fx ADHD, som peger på reelle årsager. Vi må se i øjnene, at ADHD er en symptombeskrivelse, der desværre ligger på linje med andre psykiatriske symptombeskrivelser, hvor man har opgivet at finde årsagerne (ætiologi) – Lægen Carsten Vagn-Hansen nævner en lang række rapporter, der afdækker en serie af meget forskellige faktorer, der (med evidens) påvirker en ADHD-tilstand. Jeg nævner dem i flæng: sociale årsager som dårligt fungerende familier, hjernens evne til at omsætte sukker, mangel på de essentielle fedtsyrer, astma, eksem, anden allergi, mangel på zink, magnesium, dårlig ernæring, tilsætningsstoffer som smagsforstærkeren mono-natrium-glutamat (MSG), jernmangel, for meget kobber og mangan i blodet, og for meget stivelse i kosten, der nedsætter mængden af magnesium i kroppen. Summa summarum behøves en virkelig grundig, bredtfavnende lægeundersøgelse af børn, før man overhovedet påtænker en diagnose.
Min personlig erfaring som læsepædagog gennem et langt liv har bekræftet ovenstående: nemlig at for mange læsesvage har fået ’svag’ undervisning, og ligeledes ordblinde over en bred kam. Er man fx ”ordblind” med nedsat evne til at bruge sproglydene skal der arbejdes endnu mere med at forstå sprogets ’grundmosaik’ og ikke kun som offer. Hvis ovenstående realiseres, får vi ikke brug for de mange psykologer til at teste, men de kunne glimrende bruges til at lave undervisningsmateriale, som eleverne kan forstå. Og det kan de så teste…
Rigtig godt skrevet. Ja, lad os give eleverne håbo og tro på, at de kan lære – og give undervisning, de kan lære, forstå og bruge. Samt støtte deres kreative evner og evnen og viljen til at komme med nye ideer.